THOMAS SØRENSEN
Tilbage til Nørvang-Herred.

Top
Thomas Oversigt
Slægtsbog redigeret
Slægtsbog Originaltekst
Thomas Aner
Thomas Bearbejning
Thomas Breve
Thomas Biografi
Thomas Tuberkulose 1901
Tuberkulose 1901 mobil
Thomas Barndomsminder


Sidst opdateret 2. april 2015

Thomas Sørensen: Minder fra min Barndom

Da Thomas forlod gården i 1944, havde han tid til at skrive. Ti år før i 1934 havde han skildret hans år fra 10 - 14 år gammel i Skerris, Brande. Desuden havde han lige skrevet om "hjemmet i Thyregod", så han beslutter sig til at skrive om hans barndomsminder. Afsnittet om Skerris er delvis en gentagelse af den del af slægtsbogen. Afsnittet om Dons er overfor slægtsbogen meget udvidet og sympatetisk, i slægtsbogen nævnede Thomas egentlig kun lidt negative ting om Dons for at stille hjemmet i et så meget bedre lys.
Egentlig vil han skrive om Thyregod, men to tredjedele er om andre steder: Skerris, Dons, kirkemødet i Horsens.
NOTER:
Inddelingen i paragraffer er min, for Thomas skriver uden inddeling, undtagen lige for ".-." som han bruger som paragrafende. På svære steder har jeg indføjet korte kommentarer i grå skrift. Thomas forstår linie-ende som et punktum, hvilket nogle steder er tilføjet.
Augustinus Sørensen *1840 Højrup, Herslev ved Fredericia †1925 Dons ved Kolding var gift 2. gang 1884 i Brande med Thomas' kusine Ane Margrete Kristensen *1860 Skerris †1944 Dons, datter af hans mors søster og hans plejemor 1880 - 84 i Skerris Brande Ane Thomasdatter og Christen Hahl Kristensen. Stillede tre gange op til Folketinget for Venstre, men blev ikke valgt. Han fik Dannebrogsmændenes Hæderstegn i 1909, se hans levnedsbeskrivelse. Se også P. Lindholm: "Landbyen Dons", Kolding 1922.
Hans Jørgensen ejede Dons Mølle 1875 - 1913, se Lindholm som ovenfor. Thomas kalder ham Hans Krestensen.
Uffe Birkeldal *1852 †1931, præst i Brande 1879-84, søn af Vilhelm Birkedal, der fyrre år før havde været præst i Sønder Omme / Hoven og som senere var grundtvigsk, støttede Christen Kold og højskolebevægelsen, som sønnen Uffe så at sige blev født ind i. Men senere blev han overmædt af grundtvigianismen og blev i stedet unitarier.
Poul La Cour *1846 †1908 Askov, fysiker og meteorolog, opfinder, første til at lave vindmøller, der producerede strøm. Han eksperimenterede sig frem til at en vindmølle skulle have tre vinger - for at mindske uligevægtige kræfter der virker på tårnet. Fra 1878 højskolelærer i Askov. Havde en vindkanal.
Niels Rasmussen *1836 †1901 Sejrup, Thyregod. Lægprædikant, vækkelsesmand. Lærer Carl Jørgensen i Sejrup skrev en lille bog om ham.
Jens Jensen Sønderup *1862 †1949 Sønderup nær Rebild. Næstformand for Kirkeligt Samfund 1898 - 1921. Medlem af Folketinget 1896 - 1920, flere gange minister.
Edvard Egeberg *1855 Linaa †1938 Svejbæk ved Silkeborg. Lærer fra Jelling Seminarium. Forfatter. Kendteste bog "Ved Dødens Port", 1899. Fra arkiverne "Silkeborg Slot I–III" 1923.
Pastor Vælding København, ikke identificeret.
Hans Lund *1890 †1969, forstander Rødding Højskole. Historiker.
L. P. Larsen *1862 Baarse, Sjælland †1940 Hellerup, missionær i Indien 1889 - 1933. Professor ved Central Theological College, Bangalore, Tamil Nadu 1910 - 24. Senere i Madras (efter 1996 kaldet Chennai) på revisionen for det engelske bibelselskab af den tamilske bibelsoversættelse. Hans kendskab til det tamilske sprog og den tamilske hindu kultur var meget dybt, som Thomas rigtigt bemærker. Han var først udsendt af det Det danske Missionsselskab, men Vilhelm Beck af Indre Mission angreb ham voldsomt i 1898, det gik om dåbspraksis, som Beck ville være dogmatisk nok til at hævde kunne eller skulle gøres på samme måde i Indien som i Danmark, men det gik ham sikkert om magten ikke om riterne. I dette år erobrede Indre Mission, som blev særdeles autokratisk ført af Beck, Det danske Missionsselskab som Larsen forlod, men fik økonomisk støtte til hans arbejde organiseret af flere biskoper. Dette har Thomas ikke vidst. I 1947 - Indiens uafhængihed - var der 94 danske og svenske missionærer i den sydlige delstat Tamil Nadu. 2007 forlod den sidste skandinaviske missionær Tamil Nadu, missionen overlevede ikke det selvstændige Indien.
Jørgen Jakobsen Østergaard *11.12.1851 †14.12.1921 Thyregod By, havde i 1906 gården Skovlund. Thomas besøgte ham på dødslejet.
Karl Terkel Christensen Møller *09.02.1871 Thyregod †1939 Thyregod By, Thomas kalder ham Tærkel Møller og besøger ham på dødslejet.


Barneminder ja de er mange, og det er jo herlige at lade dem pasere frem for sit Syn, hvis de er af den art der kand varme og lyse og glæde en, Men desvære der er jo ogsaa mang som mand vilde aldrig skulde være oplevet men som desuagtet staar lige saa klar som altid. Da maa jeg bøje Mit Hoved og hviske, slet dem ud telgiv mig.
Men nu er det de Minder om den Tid da jeg ligsom Vågnede op tel at se og høre, tel at faa Øjet oplat for det Aandelig for den Verden som kun kand anes og Troes.
Det første jeg husker var da Jeg var 12 Aar. Jeg var dengang hos en Moster og Morbroder {onkel} i Skjerris i Brande. Det var hos to Gamle Folk, de havde havt 4 Børn 3 Piger og en Dreng. Drengen var død for 3 Aar siden, en dejlig velbegavet Dreng. Naar Moster fortalte om ham saa randt Taarerne ned ad hindes furede Kinder. Hans tøj opbevarede Moster, det hængte i Klædeskabet, og blev omhygelig passet. Drengen hed Jens Klemmesen han døde af Hjærnbetændelse, han led meget. Pigerne var fløjen af Reden og nu havde de saa faaet lov at faa mig for at live lit op i den lille og stelle Hjem. De havde begøndt paa den bare Hedelod fra Mors Fødegaar 25 Td Ld Besetningen var nu 2 Stude og 2 Kør 4 Faar. Det var 25 Aar siden, de første Aar havde de kuns en Ko, og den var der inda ikke Foder nok tel. Men de to Gamle var veltelfresse i deres Kaar Nu de kunde se telbage paa de 25 Aar slid var det med Tak tel Gud for aldt det han havde ladet løkkes for dem. Ja det var Nøjsomhed og Gudsfrøgt. Nu var det jo den tunge Sorg at deres dejlige Dreng blev taget bort. Jeg er vis paa at dette havde knøttet dem fastere i dere Tro.
Men saa de to Gamle, ja de var lysvaagen, de fulgte med i hvad der foregik ude i Verden i vort Fædreland, i Skole og Kirke i Menighedeslivet. De havde mange Bøger, de holt Vejle Amt Folkeblad det var der faa paa den Tid i mit Hjem i Thyregod havde vi ingen Blade ogsaa hold de Husvennen, den blev jeg snart optaget af. De have en god maade at faa saadan en Dreng tel at indteresere sig for Læsning, og Moster fortalte saa for mig. Moster var saa god og rar, jeg kaldte hinde Mor, i de 4 Aar jeg var der. Morbror var en klog Mand og saa var han saa god tel at synge. De sang vor gode Salmer, og Sange de havde Morten Eskesens Sangbog, den blev hypig brugt. Der i dette lille Hjem mødte jeg først den Aandelige Strømning som var kommen ind i Dansk Menigheds Liv og Skole. Paa den Tid var det at Højskolebevægelsen var taget fart især i Brande Sogn. I Thyregod var det ikke slaaet Rod indnu der var kuns førs i Firserne et paar Støker der tog paa Højskole. Men i Brande var der mange. Der var flere Slægter i Brande hvis Børn kom paa Højskole. Der var Useltoft Slægt Søndertoft Fra Hyvil Brandholm Langkjær fra Borup, ja flere som jeg har fuldt siden. Deres Børn og Unge har føldt op i Kirke og Foredragsal og gør det hel op tel vore Dage. De to Gamles Børn, de 3 Piger havde dengang da jeg var der fra 1880 tel 84 været paa Højskole. Tænk saa fra den lille Fatige Hjem. Den Ælste Karen var paa skole hos Kold, de to andre Grete og Mine, hos Dal i Aale. Grette døde i Julen 43 - 84 Aar gammel. Den lille Hjem i Skjerris genlød af sang naar Pigerne kom Hjem, de bragte ogsaa meget med fra Højskolen og fra det Grundviske Menighedliv hjem tel de to Forældre, som var de gamle tel stor Glæde.
Paa den Tid var Præsten Uffe Berkedal i Brande. Præsten holdt saa Møde i Brande Skolestue, da var der ingen Forsamlingshuse. De to Gamle var med. Det var saa paa den Tid jeg var 12 Aar. Der var jo langt fra Skjærris tel Brande og Moster var lit daarlig tel Bens, men Morbror fik saa hindes Arm. Jeg skulde med, det var Aftens Møder. Jeg syntes det var herlig, jeg løb snart foran snart bagefter. Men naar vi var halvejs saa skulle jeg løbe foran hjem og tænde Lys og fyre i Kakelovnen saa det var varm naa de gamle kom hjem. Det var saa rar sagde Moster naar vi kom op fra Broen over Aaen at se Lyset var tænt. De Aftener i Brande Skole er de første jeg mindes som begøndelse tel at jeg fik Sans og løst tel at lytte, Ordet af Menneske Mond. Ordet som jeg siden har levet af og frydet mig ved, saa mange gange. Jeg kand indnu se Præsten Uffe Berkedal staa oppe paa {vel nærmere: ved} Kateteret og læse op. Det var sist paa vindteren lige før Paaske. Præsten læste Paaskelillien, og saa Dramaet Grundtvig har skrevet om Vagt ved Jesus Grav. Det gjorde et dyb indtrøk paa mig. Uffe Berkedal gik jeg tel forberedelse tel Konfirmasion. Denne Præst indførte Rigter Sangbog, med de Bibeske Sange af Grondtvig, dem sang vi i og vi lærte Sangene udenad. Jeg husker mange af de Sange indnu, jeg er 74 Aar. Jeg var glad ved Uffe Berkedal. Jeg har fuldt denne Mands, med vedmod gjennem mange Aar.
Min Skolegang i Skjærris i de 4 Aar blev af stor betydning for mig. Der var vist 9 Skoler paa den Tid i Brande Sogn. De to af Skolerne sad der faste Lærere Madsen i Brand og Jensen i Ure men de andre Skoler var der unge Semnerister der holdt Skole Der skivtedes Lærer hvær Vindter. Jeg har i min Skoletid gaaet tel 10 Lærere. Der er mange af disse unge Lærere jeg mindes den Dag i Dag, som jeg var meget glad for. De første 2 var Jakobsen og Andreasen fra Jellin{g} Semirnarie. Lars Larsen en Husmand Søn fra Brande, han havde været paa Gedve{d} Semnarie. Tøstesen Krestensen og Jakob Hansen.
Men det var især Thyregod jeg vilde skrive lit om. I den tid de 4 første Aar i Firserne, var Sørensen i Enkelund Jens Aalbæk i Dørken, Madsen i Kokborg, jeg gik først tel skole i Dørken, et Aar ogsaa tel Gamle Sørensen i Enkelund i 2 Aar. Gamle Sørensen Plads i mit Minde er i Kirken i Korsdøren i Thyregod Kirke, se den gamle Ærværdig og Ærbødig Mand med de hvide Haar, Hænderne foldet om Salmebogen i Korsdøren bede før og efter Gustjenesten uden Bog, ja der føldte den gamle Lærer sin Plads. Jeg havde opsaalut i de 4 Aar jeg gik i Skole i Askjær i Brande en stor fordel frem for mine Søskende. De Unge Lærere de bragte noget med tel Børnene og Hjemmene i Brande, som vi ikke fik det i paa den Tid i Thyregod. Det har givet sig tel kende paa flere maader. Blandt andet Højskolebevægelsen. I Brande paa den tid før i 80serne var der mange Unge som søgte tel Højskolen i Thyregod var det først 10 Aar senere at det blev røre om Højskolen. Tænker jeg paa dem der sad som Mænd først i 80serne her i Thyregod, var de optaget af Højskolen eller den side af Menighedslivet, det Grondviske, de Familie var snart talte, jeg vel lige nævne en Mand han boede i Vester Hans Peter Sørensen, og hans to Søstere. Her i Thyregod var der en Familie Hans Knudsen Hindskov, hans Hustru var Søster tel den oplyste bonde i Ringive Kresten Hansen. Maaske ogsaa Hans Krestian Søndergaard og Hustru Karen i Dørken.
I mit Hjem var paa den Tid Højskolen ukent af Far og Mor. Det skøldes vis ogsaa en del at De Præster vi havde i Thyregod og Vester paa den Tid ingen forstaaelse havde om Højskolens betydning for det Danske Folk, eller det Grondtviske, vi havde Don {C. C. R. Dohn 1880 - 86} og Kjersgaar {N. Kjersgaard 1886 - 93}. Jeg har tit senere undret mig over at Mor og Far aldrig havde hørt om vor store Salmedigter Grondtvig, han døde først i 70serne, men Bladene havde vi Hjemme paa den tid ikke, men det synnes jeg inda jeg har kundet fatte men at to unge Præster der havde studeret i København ikke saa meget som har omtalt denne mærkelige Mand som ved den tid havde slutet sit bevægede Liv, og for den Danske Menighed saa stor en Velsignese denne Mand der havde skjænket os alle de herlige Salmer. Ja det har jeg tit stanset ved. Det var først i 90serne at der vaagnede forstaaelse om Højskolen, her i Thyregod. Det var Børn af de familie som jeg har nævnet som tog paa Skole, Ja og mange andre fra mit Hjem var de paa Højskole alle saa nær som mig.-.
Ja jeg har ogsaa tit været skamfuld over dette, ja hvorfor, fordi jeg var kommen Hjem efter Far Død og efter hans opfordring, det gav ingen Løn, og det var smaa kaar, mig og Mor sled under de Aar. Løst og forstaaelse manglede ikke. Men saa oplevede jeg noget som jeg ikke i den forbindels vel glemme og det var at jeg fra November {18}87 tel November 88 tjente et Aar paa en hel anden Egn, ind Brande og Thyregod.
Det var i Dons i Alminde sogn ved Kolding. I Dons, Peter Larsen Skræpenborg. Den Navn er kendt, viden om. Men saa forskjellig i Oplysling og Aandelig Vaagenhed. Manden jeg Tjente hos Augustinus Sørensen, han havde været med Peder Larsen paa hans Rejser rondt i Lande, Peder Larsen var jo Lægprædikant Augustinu var god tel at synge ogsaa sang han for. Der i dette Hjem i Dons hørte jeg ogsaa jeg noget som jeg ikke havde hørt i Thyregod. Der var tit Fremmede, jeg hørte Politiske Deskusioner, jeg læste, de havde 7 Blade, saa der var lejlighed tel at faa noget at vide, og Augustinus var saa god tel at fortælle. Ja han rejste ogsaa ud og holdt Foredrag. Jeg kom med i Skøtteforeningen den Sommer. Jeg var med tel Kapskydning i Frederisia, var med i Skydning ude paa de Militær Skydebaner som jeg nogle Aar efter skulde gøre mig bekent med. Jeg var med i Ejstrup tel en stor Skøtte og Gennastik Fest.
Saa var jeg med tel en stor Grondlovs Fest i Brakke Skov, hvor Folketings Mand Berg talte. Jeg havde aldrig oplevet noget saa storslaaet saa mange Folk under de dejlige Bøge, og den brus af Sang hvor kunde de synge. Det var min Hubond som tog mig med tel disse store Møder. Ogsaa Møderne i Forsamlinghuset i Dons. Jeg husker Skøttefesten og Fælles Høstgilde. Der var et Køkken i Forsamlingshuset der lavedes Kaffe. Saadanne fester tog Husbond og Madmor del i sammen med Børn og Tjeneste Folk, saa dækkede Pigerne og Madmor op ved Bordene og det var ligemeget hvad Bord vi gik tel, det lød væsko spis. Da vi saa var færdig med spisning blev der ryde tel side og saa Danse vi i 2 timer.
Jeg kand teføje at Husbonden mødte paa Skydebanen og skød sine Skud sammen med hans Karle ligesaa tel Kapskydning. Formanden i Dons Skøtteforening var Dons Møller, han var ikke allene Møller men havde en stor Landeri til Gaarden han hed Hans Krestensen {Jørgensen!}. Formanden var jo ogsaa deltager i præmieskydningen. Det Aar var der Præmie tel dem alle. Hans Kresense fik ogsaa Præmie det var en Lommekniv og Tænk hans Præsentasion som Skøtte var 5 forbiere. Men Hans Kræstensen {Jørgensen} tog i mod Præmien med Ærbødighed ligesom de andre. Ja der var jo stor Morskab og Latter.
Det var saa i Dons, men naar jeg saa, saa hvordan saadanne Fester fejredes i Thyregod. Ja jeg undtager Høstgilde det fejrede vi her i Thyregod paa den Tid i de enkelde Hjem, sammen med Naboer og Venner. Men saa andre Fester hvor der var dans, saa var det paa Kroen ogsaa var der svir og slagsmaal med. Vi stod langt telbage i Oplysnin her i Thyregod.
Saa inden jeg rejste om November var jeg med tel en af de store Efteraars Møder som paa den Tid var begøndt flere steder i Landet. Den var i Kolding Højskolehjem. Jeg skulde gaa tel Kolding og købe Biletter tel Mødet tel os, Husbond og Madmor og tel mig selv. Jeg husker indnu saa tydelig de Mænd der Talte. Det var Poul Lakur {La Cour} Askov og Forstander Chræstensen Tune Landbohøjskole. Den sistes Tale husker jeg ikke noget af nu, men Lakurs kand jeg huske en Del af indnu. Paa den Tid stod Poul Lakur som en af vore største Videnskabs Mænd. Hvad talte han da om som er huske indnu af dengang 18 Aar Røgter ude fra Veteregnen. Jeg husker Manden tydelig staa paa Talerstolen Midelhøj Skjægløs, nærmes tønd, men saa Ærlig og Ydmyg et udtrøk i Mandens Ansegt. Ja han talte om Guds Kærlighed tel vi Mennesker. Poul Lakur brugte udtalelser fra en Biskob i Edingeburg i Engeland, han omtalte Bønnen ogsaa Forbønens betydning, og sagde lad os tænke et Telfælde, vi har faaet et Brev, fra en Familie, vi ved at brevet bringer Bud fra en af vore Kære der liger Syg, og vi aner, at det er Liv eller Død det bringer Bud om, kand det saa nøtte før vi aabner Brevet da at gaa ind i en anden Stue og der i stelhed og Tro, bøje Knæ og bede for udfaldet af Budet som Brevet bringe. Lakur svared ja det kand.-.
Den stelle og ydmyge Budskab om Guds Kærlighed tel vi Mennesker, eller ogsaa Vidnesbyrdet om Guds Kærlighed, gjorde et dyb indtrøk er jeg vis paa {på} alle hans Telhørere. Der sad Borgere og Bønder fine og greve, og jeg Røgter Drengen og lytede tel dette levende Or. Saa stelle var der over de mange Mænd og Kvinder, og saa Sangen. Det var sist i Oktober 1888.
Jeg rejste Hjem tel Thyregod faa Dage efter. Men saa forskjellig som Forholdene var paa den Tid. Det var ikke dette at Folk ikke gik i Kirke, i Thyregod var der god Kirkegang. Men Aandelig Vaagne var vi ikke i Thyregod, heller ikke i Politisk henseende. Ved den Tid er det saa at Indre Mision kommer frem her i Thyregod. Det skøldes maaske noget Præsterne Doen og Kjersgaar, dette kand jeg ikke gøre rede for, det var da paa den tid jeg kom tel at kende den side af Menigheds Livet her i Thyregod. Den første jeg kom tel at tale sammen med om dette var en Husmand i Sejrup Neils Rasmusen. Ja siden har jeg mange gange faaet et Samtale i gang, med Mænd fra den side. Nu er deres Børn vogset op, og overtage Gaardene, dem kender jeg ogsaa, men jeg tror ikke de ser saa snæversynet paa Tingene som dere Fædre gjorde. Jeg kand ikke lade være med a notere enkilde ordskivte jeg havde. Det var ikke Fantaster nej slet {ikke} det var agtet og Æret Mænd. En Samtale jeg havde med en af disse Mænd han var Ældre end jeg. Vi havd talt om Indre Mision og om det Grundviske og om Højskolen. Men Manden slutede med at sige

Nej hellere vel jeg da se mine børn i Kroen, ind paa en Højskole.

En anden gang jeg mødte noget lignende var en Sommerdag, Søndag jeg var i Kirke. Jeg var utelpas og gik ud, lige efter Præsten havde sluttet Prædiken. Samtidig gik en Kone, som jeg kendte godt. da vi saa hilse paa hinanden i Vaabenhuset, siger hun hvor har vi en døgtig Præst, og føjede tel han kand rigtig, sige Folk hvordan de har det.-.
Jeg svarede hinde ikke et Or. Men jeg Tængte, hun siger Hus forbi og jeg maatte for mit vedkommende sige ligesaa. Det var ikke tel os det var tel de andre.-
Ved samme Tid Læste jeg et Støkke i Folkebladet {Vejle Amts Folkeblad} det var lige ind under Jul. Støket var skrevet af Edvart Egeberg. Det var Fantasi, men som nu, en Forfatter eller Digter kand sette sine Tanker og Meninger sammen. Det lød i korthed som jeg nu kand gengive det efter 52 Aar forløb. Jule Nat Kl 12 var der Gudstjenede i Kirken alle de hensovede der ude fra Kirkegaarden var med og havde indtaget deres Pladser i Kirken. De Præster som havde staaet paa Prædikstolen i den lange spand af Aar bestegsteg Prædikestolen en for en og Talte tel den store Skare Hvær paa sin Maade. En maalte ud, de gode gerningen og de onde og Vejede og maalte ud, overbevisende og rigtig, men der var ingen det rørte. En traat frem, med Skrevten som støtte og vejleder, forklarede slog fast. En trejdie og Fjærde, tel sist Traate den siste op paa Prædikestolen, han Røst lød som Torden, hans Tale var dom over alle, hans Or var som Piskeslag. Alle sukkede og vend sig. Graad og Klage lød fra de lytende Skare.- Nu lød den første Hanegal og der lagde sig et bleg skjær over alle. Saa traate et Skikkels frem i Kordøren. Skikkelsen var indhylet Lys et straalende Lys. Skikkelsen kom alle de forpindte i Møde, med Aabne Arme, Skikkelsen vilde Favne dem alle, og hans Røst lød. Komme hid tel mig alle som lider og er besværede jeg vel give eder Hvile. Der gik et stelle vederkvægende Suk gennem alle saa forsvandt de som blege Skyger.
Ja det er jo kuns lidt af dette, men Meninge staar klar for mig indnu. Men tiden gik og der blev jo osaa røre i Thyregod. Der blev Byget Misionshus in Enkelund og Forsamlings Hus i Thyregod. Men saa ud bland os, var det saa Kristentroen der var det bærende, kunde vi tage det frem, i det Daglig og dele sammen og glædes ved Salmerne, og det vi havde hør og Læst. Ja det har der været noget af, men for lit.
Jeg har Minder som jeg lige vel notere ned som viser hvor haart vi trænger tel at hjelpes ad. det er oplevels som jeg har været glad ved. Jeg havde en Nabo for mange Aar siden Jørgen Østergaard. Vi hade levet side om side som vel de fleste Naboer gør, ikke saadan Hjærtelig tellsammen, enkilde gange ind da, skjænttest havde vi. Men vi kunde glemme, vi kunde jo sagtens se hinandens Fejl men vi var Naboer.-.
Han solte Gaarden, vi blev ved at besøge hinanden, saa blev Jørren syg og laa for Døden. Jeg gik op for at tage afsked med ham. Det var en kold Vindterdag. Jeg var lille, jeg viste det var ikke nemt at trøste over for Døden hvor kand mand føle sig Fattig og beklemt, jeg vilde saa gerne jeg viste jo da ogsaa hvor Trøsten var at faa, men at bringe den med forstaaelse tel en anden, jeg syntes det var saa svær, jeg sente bud om hjelp op tel ham, der ser os og han viste jo hvad Jørren trængte tel, og længtest efter. Da jeg kom ind tel den syge og saa hvor hjelpeløs og hvor lidende han var, kunde jeg forstaa at det bar mod død og Grav. Men nu var Jørren hel Døv og da særlig nu under hans Sygeleje der var ingen Or der kunde naa ind tel hans bevisthed. Pluselig viste jeg hvad jeg skulde, jeg knælede ned ved hans Seng folder mine Hænder om hans, bekente vor Tro og bad Fadervor. Den syges Ansegt lyste op i forstaaelse af hvad vi trængte tel begge to. Jørren døde to Dage efter. Hvor var jeg glad da jeg gik Hjem.
Nogle Aar efter laa Tærkel Møller og skulde Dø, jeg gik om for at sige Farvel, han var klar og ved fuld bevisthed men led meget, det var Hjærtet som ikke kunde mere Aande Nød. Hans Datter Karen, stod og holdt ham lidt op fra Puderne. Jeg sagde saa Farvel og Gud være med dig Tærkel. Ja ja sagde han og det lyste op i hans forpinte Ansegt, det var lige det han trængte tel, Tærkel døde en time efter. Jeg fik ved Afsked med de to Naboer bevis paa at det de længtes efter var Gud, efter hans Naade og Hjelp. Det er jo det som Grondtvig siger og beder om, at Vorherre vel komme i den siste Nattevagt i en af hans kæres Dragt. Ja det var jo noget af den beste afsked vi kunde tænke os med vore Kære. Men vi skulde jo dele med vore Kære, ikke allene i Afskedstunden, men under Livet gang her.
Saa vel jeg opfriske et af de Stunder da jeg sad og lytede tel det Levende Or. Et Møde i Horsens, Jeg havde tit ønsket og haabet at komme tel at opleve et af de store Vennemøder Kirkelig Samfond holdt hvær Aar i Oktober. Dette Aar blev det bestemt at Møderne skulde fløtes ud i Provindsen og det blev Horsens. Det var altid hold i København i Grondvig Hus. Den 18 Oktober 1934. Jeg rejste tel Horsens, med Toget fra Thyregod om Morgenen Kl 6. Jeg havde ingen Rejsefæller eller nogen der rejste efter dette Møde. Det var som en Fest. Mødet begøndte om Formidagen Kl 10. Der var saa Midag hvor vi spiste sammen Talerne og Telhørerne. Vi spiste Ogsekødsuppe husker jeg. Det var saa fri ja som vi kente hinanden. Jeg kom tel at sidde tæt ved den gamle Politiker og Folkefører Jensen Sønderup. Jeg hørte intereseret efter hvad de talte om, dem der sad ham nær, jeg kente ingen af de andre. Vi sang "Nu Rinder Solen op af Østerlide". Den første taler var Pastor Vælding København. Det var om treeinigheden. Den Tale husker jeg ikke i Dag, nu 11 Aar siden. Saa sang vi "Der skiner en Sol i Lys og Løn hvor Aand har Mond og Mæle". Og "Kærlighed og Sandheds Aand." Sangen var som en Brus fra en højere Verden for mig, jeg følte der har jeg hjem. Den anden Taler var Hans Lund Rødding (Højskoleforstander). Vi sang saa, "Det som Lysner over Vangen er det Skomring eller Gry." Hans Lund talte om Undgomen, Først Karatiserede han de Unge, set ud over Verden. Og dernæst de Unge som søger paa Højskole. Som vi Højskolefolk lære at kende. Dernæst i en Som Dansk Ungdom. Foredraget spente vidt. Men Forstander Lund saa ikke Mistrøstig paa de Unge. Det er en Ungdom der vel noget. Vi faa det indtrøk, tros aldt det opløsende i Tiden, dog at Landbo Undommen vel fotsætte i Fædrenes Tragdesioner og Livsideer.
Om eftermidagen Talte Professor L. P. Larsen Hedninge Misionæren fra Indien. Denne Mand er født paa Sjælland han Fader var Landsbysmed. L. P. Larsen havde opholt sig i Indien i 25 {44} Aar. Lærrer i Kalkuta {Bangalore og Madras, efter 1996 kaldet Chennai} paa en Præsteskole for Indfødte vordende Præster. Jeg husker han har været her i Tyregod og talt i Kirken, i den Tid vi havde Pastor Bjerring. Paa den Tid var L. P. Larsen her hjemme. Men da jeg hørte ham i Horsens var han boede her Hjemme. I Den Tid var L P. Larsen altid en af Talerne ve de Møder, Dael paa Liselund holdt. Jeg havde læst flere af de Taler L. P. Larsen havde holdt, og jeg havde troet, at han havde seet saa lær og studeret ud, men det var slet ikke tefælde tvært imod. Men hvor havde han Ordet i sin Magt. Hvor kunde denne Mand forklare, det som han vilde bringe sine Telhørere. Det var Bibelens Tale, men saa forstaalet saa jæv{n}. L. P. Larsen begøndte at sitere fra det Nye testament Or i Johannes Evangeliom. Dette er det Evige Liv at kende dig, den enneste sande Gud, og den du udsente Jesus Kristus. Dette at kende et Menneske, maa før vi kand danne os et skjøn over hvem han er, og hvad han vel. kom i forbindelse med Manden. Det lægger Johannes og Paulus, vegtig betonin paa, saa stærk at de siger at kende Gud og Jesus Kristus er det evige Liv. Det Evige Live er ikke, naar Tiden er forbi her, eller vi opnaar først naar vi døer. Nej at kende Gud, Tro paa ham, leve med ham her, det er Evig liv. Saa brugte Taleren følgende Talende Bellede om Livet her i Verden, skal den leves som af Gud bestemt. Maa den leves, baade her og Hiset. Belledet han brugte lød saadan, en Mand som svømmer og bevæger sig i Vandet, han maa, og det skal gaa for ham, at han ikke synker. Svømme i Vandet men aande i Luften. For at leve Livet ret, maa vi leve med i Tiden men aande i det Evige, eller det Evige hos Gud. Dette var i korthed Sommen af L. P. Larsens Tale. Den 18 Oktober 1934.
Men saa at side under hans Talestol og høre denne Vægtig Vidnesbyr om Livet i Tro paa Gud og Vorherre og Frælser Jesus Krestus, dette kand jeg slet ikke male ned paa Papiret. Jeg havde et Ønske da jeg drog hjem og det var, at min Hustru og Børn havde oplevet, det jeg havde oplevet i Dag. Jeg mindes noget jeg havde læst om Professor L. P. Larsen. Han havde sat sig ind i dette folks Historie og Liv og Sprog, som han var med tel at bringe Evangeliet ud tel. Saa fuldkommen at en højstaaende Inder har sagt om at man kunde Tale med denne Mand paa mit Folks Sprog uden at høre han var Fremmed, og udtalte, send os flere Larsener.
Saa oplevede jeg for nogle Aar siden følgende. Der var Møde her i Thyregod Kirke og der efter Møde i Peder Hansens Have {Skovlund, 500 m fra Thomas gård}. Det var Dansk Misions Selskab der holdt Jubilæom for Selskbet Steftelse. Det var Indre Mision der havde faaet Mødet i Stand. Men saa dette der var ingen, saa godt som ingen uden for Indre Mision. Jeg har ikke talt med nogle, har ikke faaet at vide af hvad grond, det synes jeg var forkert. Der kunde vi da opsaalut været sammen om. Nogen ensidighed var der fra Talernes side, det mærkede jeg nok og burde heller ikke finde sted, i denne Sag Hedninge Misionen. Talerne var Misionær Chrestensen og frøken Vemmelund. Misionær Chrestensen nævned flere af de Navne paa De Personer der var udsent af Dans Misions Selskab i de forløbne Aar. Talte om hvor vegtig denne Sag er for danske Krestne. Men denne Mands Navn og Gerning i den lange Tid. L. P. Larsen og ligesaa en anden af vore Misionærer Ane Marie Pedersen blev ikke nævnt. Da der saa var sluttet oppe i Haven, søgte jeg og fik en Samtale med Misionær Crestensen. Jeg spurgte han da af hvad grond nævnde De ikke en af vore betydeligs Mænd her fra Danmark Misionær L. P. Larsen. Jeg tik tel svar han stod ikke i Dansk Misions Selskabs Tjeneste. Ja men det betyder da vel ikke noget med Partivæsenet ude paa Misions Marken, det burde det da ikke gøre. L. P. Larsen har været her i Thyregod og Talt i Kirken ligesom De i Dag, jeg har læst om hans Verksomhed i Indien, og for nogle Aar siden hørt ham, ved et Møde i Horsens. Ogsaa det Manden har været i Indien i 25 Aar i denne Anligende. Saa kunde jeg forstaa Misionær Kræstensen kente Manden vi talte om Jo, sagde han saa vi kente L. P. Larsen vor gode Ven.-
Saa er vi kommen før i 90serne. Da sker der noget. Gamle Lærer Sørensen tar sin Afsked. Vi faar Lærer Nørregaar, en Mand førs i 30verne en verksom Mand. Saa blev der Sang og spel, han var døgtig tel at lære Børnene. Vi Unge gik tel Aftenskole hos Nørregaar, han lerte os nye Sange han spellede paa Violin. Han læste op for os, jeg lærte ham nærmere at kende. Jeg holdt meget af Nørregaar og hans Kone. Jeg var hans Plovmand i flere Aar. Han kom tit i mit Hjem.
Ved samme Tid havde vi Præsteskivte her i Thyregod og Vester. Da kom Pastor Karlsen tel Thyrgod. Et Par flinke og gode Præstepar. Hel unge den første Kald de havde havt. Med de to Mænd Nørregaar og Karlsen kand mand vel nok sige blev der en vendepongt for os, paa mange Maader. Nyt Liv i Skolen, og saa tog de to Mænd dem af de Unge. Der blev Møde i Præstegaarden. Nørregaar sang med os, og Præsten talte og Læste op. Vi hørte Adam Home. Det jeg husker best, var de Aftener da Pastor Karlsen, bød os ind tel sig min Broder Søren Peter og mig. De samtaler vi der havde var vi glade ved. Efter saadan en samtale kunde det hende at jeg fik for lit Søvn den Nat. Fra den tid begøndte der at komme Fremmed Talere, men ikke saadan som i Brande, indnu var Thyregod Unge ikke taget paa Højskole som i Brande, men det var da bleven flere. Mine Søskende havde nu været paa Skole. Pastor Karlsen tog ud i Aagaar og holdt Møde i Hjemmene, de havde saa langt tel Kirke. Og i Skolerne Bibellæsning. Der var god Kirkegang. Karlsen var meget optaget af at faa Kroen i Thyregod nedlagt, der var jo flere der støtede Tanken. Der var jo opstaaet ønsket om at bygge Forsamlings Hus, og der var jo uenighed om Pladsen. Men købet af Kroen blev ikke tel og Forsamlinghuset blev byget Øs i Byen.
Men to store begivenheder i Karlsens tid oplevede vi og Det var Forfatter A. C. Thyregod Minde blev rejst. Da forsvand samtidig en af de grimmeste Pletter i Thyregod By. Det var Fattighuset og Dammen Som nu blev forvandlet tel Anlæget med A. C. Thyregod Minde. I den anledning var Boghandler Dolleris fra Vejle og Mindesamler Evald Tang Krestensen telstede som Talere. Og Minde Pladen i Kirkemuren for Grondvig, det var 1901. Ved Festen for afsløringe var Højskoleforstander Begtrup her og Talte i Kirken. Saa fløttede Karlsen i 1906 {1902}. Det Grondviske var begønd at spire frem her i Thyregod, nu var der flere af de Unge der søgte tel Højskolerne. Lærer Nørregaar var ogsaa fløttet fra Thyregod 1904.
Saa fik vi Pastor Bjerring, i hans tid vogsede Indre Mision. Men det Grondvigske vogsede ogsaa. Pastor Bjerring var en Nidkjær og verksom Præst. Der var en Kreds som vilde gerne høre Forkøndelsen fra det grondviske side af Aandslivet. Da var Loven om Kirkernes Brug kommen, og der blev aftalt med Pastor Tanning i Nykerke om at holde Gustjeneste engang om Maaneden i Thyregod Kirke. Der blev ogsaa steftet en Foredrags Forening. Der kom saa Fremmede Talere, mest Højskole Folk. Det kom hel godt i gang. Der var bleven Byget en Friskole og her havde vi en Frøken Svendsen hun var meget optaget af det Grondviske, hun verkede det hun evnede, blev saa Formand i Foredrags Foreningen en Tid. Nu var der jo bleven flere af de Unge der var givte og Bosat, som havde været paa Højskole.